Kunst

Har du brug for en glaskunstner?

I mit arbejde med glasset lægger jeg stor vægt på, hvordan glasset bliver brændt. Jeg synes, at glasset har helt forskelligt udtryk, alt efter om det er brændt helt fladt, eller hvilken grad af struktur det er brændt med. Om glasset bliver helt fladt eller har struktur efter brændingen afhænger af flere faktorer. Toptemperaturen under brændingen, hvor lang tid glasset er blevet holdt ved toptemperaturen, og også af den tid det har taget at komme op på toptemperaturen. Der er mange variabler som jeg elsker at udfordre og arbejde med, når jeg laver glaskunst.

Men hvad er kunst? Det er et spørgsmål, som mange har stillet, og som der er skrevet mange tykke bøger om. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er “den rigtige” udlægning eller gøre mig til dommer over, hvad der er god og dårlig kunst. I min verden er, det eneste der betyder noget, hvad du selv synes… 

Kunst er for mig noget, der skaber glæde og liv. Noget der er æstetisk flot og som skaber stemning til rummet. Det handler for mig om farver, former, strukturer, linjer, mønstre… 

Jeg elsker udfordringer…

Jeg kan godt lide at udfordre mig selv med nye spændende projekter. Jeg giver mig ofte i kast med nye projekter, bare fordi det er sjovt. Når det kommer til store projekter, har jeg et rigtigt godt samarbejde med min mand, som altid er klar til at drøfte ideer, hjælpe med at lave forme og finde løsninger.

Kunstprojekt med Bøgebjergskolen.

I efteråret 2020 har jeg i samarbejde med 4. klasse på Bøgebjergskolen arbejdet på et større kunstprojekt støttet af  Statens Kunstfond. Projektet hed Glaskunst i børnehøjde, og tanken var at vise børnene, at vi ved fælles indsats kan løfte børnekunsten fra køleskabstegninger til store værker med længere levetid.

Vi har i fællesskab lavet en flot vægdekoration til udsmykning af aulaen på skolen. Vi har lavet “Vores By” som ligger på en bakketop i skønne landlige omgivelser tæt på havet. 

Alle eleverne fra 4 klasse har været på besøg i mit værksted, hvor de selv har haft værktøjet i hænderne, de har skåret, klippet, slebet og dekoreret glasset.

Fantastisk projekt! Det var skønt at opleve så engagerede og arbejdsomme børn, fulde af ideer, og mod på at lære nye  færdigheder.

Vægdekorationen er 2,65 x 1 m. , og glasset alene vejer 20 kilo. Glasset er monteret på en aluminiumsplade sponsoreret af Ideal line.

Lidt guf fra ovnen…